Der er juleeventyr for hele familien, når Nøddeknækkerens tekster forvandler virkeligheden til ren magi. Med afsæt i Hoffmanns eventyr og Tchaikovskys musik fremfører skuespiller Nis Bank-Mikkelsen og duoen Villén & Sjølin det verdenskendte værk i en eksklusiv oplæsningskoncert for hele familien.
Om Villén & Sjølin
Karisma – virtuositet – inderlighed – originalitet er blot nogle af de ord, der kan sættes på fløjte-guitar duoen Villén & Sjølin, som altid bestræber sig på at levere en musikalsk og personlig kraftpræstation.
De er begge uddannede fra solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor de begyndte deres musikalske partnerskab i 2015.
Det er blevet til et utal af koncerter og spilninger siden, og duoen har udviklet et unikt samspil. De optræder i mange sammenhænge, det være sig kirkekoncerter, vinsmagninger, virksomheder eller huskoncerter.
Villén & Sjølin samarbejder ofte med skuespiller Nis Bank-Mikkelsen til ”litteraturkoncerter”, som har forskellige temaer.
Villén & Sjølin har modtaget midler fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat til indspilning af ren Carl Nielsen-musik i foråret 2017. Samlingen af Carl Nielsens musik er blevet til for bl.a. at udvide repertoiret af Carl Nielsens værker til fløjte-guitar-konstellationen.
De to instrumenter blender på en helt særlig homogen vis, så det passer perfekt til et arrangement, hvor den eksklusive, men intime og nærværende, stemning er førsteprioritet.