Traditionen tro gæster Caroline Henderson i november og december, kirker og koncerthuse landet over med sine populære julekoncerter. I selskab med sine musikalske følgesvende, pianist Nikolaj Hess og guitarist Gustaf Ljunggren, kan publikum se frem til at blive forkælet med et bredt repertoire af sange fra både ind- og udland.
I kirkernes unikke rum, hvor der er plads og luft under vingerne til Caroline Hendersons imponerende vokal, er der garanti for en stemningsfuld og mindeværdig musikalsk juleoplevelse. Når hun år efter år vender tilbage med julekoncerterne, handler det blandt andet om den særlige stemning:
“Der er noget specielt ved en julekoncert sidst på året, og der er en åbenhed, som jeg ikke oplever til andre koncerter,” udtaler Caroline Henderson og uddyber: “Alt bliver indkapslet i den her fantastiske stemning, vi har sammen med publikum.”
Gennem årene har Caroline Henderson markeret sig som en af de stærkeste sangerinder i nyere dansk musikhistorie med et musikalsk udtryk, der trækker inspiration fra jazz, blues, pop og elektroniske toner. Hendes CV spænder vidt – fra sanger til skuespiller på både teaterscenen og i TV-serier i ind- og udland. De seneste år har hun kastet sig over musicalgenren med roller i Natasja og Askepot, samlet et stærkt hold af kvindelige musikere til de imponerende koncerter Black Voices – A Tribute og skrevet samt fremført sit eget musikalske one-woman-show Mit liv som Hun. Senest har hun taget hul på sine første musikudgivelser i flere år med singlen ”Floating”, som er forløber til hendes kommende album Nectar & Ambrosia.
Om Caroline Hendersons julekoncert
En fortryllende aften med gamle juleklassikere og jazzy-julesange. For Caroline Henderson er det den særlige julestemning i kirkerne, fællesskab og nærvær, der gør julekoncerterne helt særlige.
Akkompagnement
- Caroline Henderson – vokal
- Nikolaj Hess – klaver
- Gustaf Ljunggren – flere instrumenter
Genre
- Jazz
- Blues
- Julesange
Billetter til Caroline Hendersons julekoncert
Hos julekoncerter.dk kan du både booke en julekoncert med Caroline Henderson og finde billetter til de koncerter, der er planlagt. Kig på vores koncertkalender, og find datoer, tidspunkter, spillesteder samt koncertbilletter til Caroline Hendersons julekoncerter.
Om Caroline Henderson
Caroline Henderson er født i Stockholm og flyttede til Danmark i 1983. Allerede som teenager sang hun i forskellige jazzbands, og i 1989 slog hun igennem i Danmark, da hun sammen med Maria Bramsen startede bandet Ray Dee Ohh.
Siden tiden med Ray Dee Ohh har Caroline Henderson sunget sig ind i danskernes hjerter. Efter gruppens opløsning startede Caroline solokarrieren og udgav albummet ”Cinemataztic” fra 1995, som vandt ikke mindre end syv priser ved de efterfølgende danske Grammy Awards, hvor især hits såsom ”Kiss Me Kiss Me” og ”Made In Europe” høstede anerkendelse. Siden er det blevet til yderligere tre albummer, inden Carolines karriere tog en ny musikalsk drejning, hvor hun kastede sig over jazzmusikken med stor succes.